Kreds 163 - en del af Danmarks Lærerforening

Debatindlæg: Skoleforeningens økonomihæfte - et partsindlæg med tvivlsomme påstande

Debat
24. marts 2025

Læs kredsstyrelsens debatindlæg om Skoleforeningens økonomihæfte

Skoleforeningens økonomihæfte – et partsindlæg med tvivlsomme påstande

 

Kredsstyrelsen i Dansk Lærerforening i Sydslesvig:
Henriette Nøiers, Susanne Jansen, Jonas Noack, Leif Mikkelsen og Christian Termansen

 

Skoleforeningen har forud for det kommende fællesrådsmøde offentliggjort et økonomihæfte og ikke overraskende er vi igen nødt til at stille spørgsmål ved troværdigheden af de fremlagte oplysninger. Lærerforeningen har derfor over for direktøren og styrelsen påpeget flere problematiske aspekter ved materialet.

 

Som læser er man nødt til at holde sig for øje, at hæftet alene indeholder Skoleforeningens udsagn om tal og ofte uden nødvendige kildehenvisninger. Det gør det nærmest umuligt for læseren at verificere de præsenterede data og underminerer efter vores bedste overbevisning materialets validitet. Et seriøst økonomisk dokument for så stor en organisation bør altid understøttes af klare referencer til pålidelige kilder.

For Lærerforeningen er det særligt problematisk, at dokumentet igen understøtter direktørens narrativ om lærerne. Denne gang med påstanden om, at danske lærere skulle have oplevet en lønstigning på 20 % i perioden 2016 til 2024. Det er en påstand, der ikke umiddelbart lader sig bekræfte gennem offentligt tilgængelige data. I Danmark er forhandlingsparterne enige om at bruge databasen KRL – Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Lærerforeningens forsøg på at udtrække sammenlignelige data herfra viser en markant højere stigning i samme periode. Denne diskrepans kræver en grundig forklaring. Det er naturligvis særligt problematisk, når disse data anvendes til at påvise, at lærerne i Sydslesvig har en markant højere lønstigning end lærerne i Danmark, og at det netop er disse medarbejderes løn, der får hele budgettet til at vælte.

 

Ydermere har Skoleforeningen tilsyneladende ændret den tidsperiode, de baserer deres lønberegninger på. Tidligere anvendte de perioden 2012 til 2024, men nu er fokus visse steder indsnævret til 2016 til 2024. Denne ændring i metodologi uden tydelig begrundelse vækker en mistanke om, at tallene skal understøtte en bestemt agenda.

 

Der anføres en lønstigning i lønsummen på skoleområdet på 37 %. Her savner vi en mere nuanceret forklaring, og det bør nævnes, at denne lønsum ikke udelukkende dækker over lærerlønninger, men i virkeligheden over en bred vifte af stillinger og funktioner, herunder skoleledere, konsulenter, medarbejdere i PPR, ansatte på skole- og personalekontoret, medlemmer af direktionen m.fl. Når denne bredere sammensætning af lønsummen betragtes, giver det et mere komplekst billede af udgifterne på skoleområdet og understreger ikke mindst vigtigheden af at betragte tallene i deres fulde kontekst.

 

Lærerforeningen har anmodet direktøren om at fremlægge dokumentation og kildehenvisning for de præsenterede tal. Dette skridt er afgørende for at sikre gennemsigtighed og troværdighed i debatten om lærernes lønforhold.

 

Det er helt essentielt, at diskussioner om løn og arbejdsvilkår baseres på nøjagtige og verificerbare data. Skoleforeningen økonomihæfte fremstår i sin nuværende form mere som et partsindlæg end som et objektivt grundlag for beslutningstagning. Dette er særligt bekymrende i lyset af de igangværende forhandlinger om en afvikling af kursreguleringen.

 

For at genetablere tilliden og sikre en konstruktiv dialog opfordrer kredsstyrelsen Skoleforeningen til hurtigst muligt at:

  1. Offentliggøre de kilder, der ligger til grund for deres beregningeer
  2. Forklare diskrepansen mellem deres tal og de offentligt tilgængelige data
  3. Redegøre for ændringen i den anvendte tidsperiode for lønberegninger

 

Kun gennem åbenhed og præcision kan vi opnå en fair og faktabaseret diskussion om lærernes lønforhold og Skoleforeningens økonomiske udfordringer. Det er i alles interesse – både lærere, elever og det danske mindretal – at denne vigtige debat føres på et solidt og troværdigt grundlag.

Henriette

Det er helt essentielt, at diskussioner om løn og arbejdsvilkår baseres på nøjagtige og verificerbare data. Skoleforeningens økonomihæfte fremstår i sin nuværende form mere som et partsindlæg end som et objektivt grundlag for beslutningstagning.

Kredsstyrelsen

Debatindlæg: Skoleforeningens økonomihæfte - et partsindlæg med tvivlsomme påstande